testamente.dk

lørdag
19. maj 2012
Generelt om testamenter

Skal en del af din arv gå til et godt formål, er der grund til nøje at overveje udformningen af dit testamente – der er nemlig penge at spare i boafgift, hvis du følger nedenstående model. Ifølge loven er offentlige institutioner, den danske folkekirke, valgmenigheder, religiøse samfund, foreninger, selskaber eller stifter med almenvelgørende eller andet almennyttigt formål nemlig fritaget for betaling af boafgift. Så en del af den boafgift dine arvinger ellers skulle have betalt til staten, kan du altså vælge at lade gå til en almennyttig forening. 

Besparelsen er størst, hvis du efterlader dig arvinger, der skal betales tillægsboafgift på 25 % (fx søskende, fætre/kusiner, nevøer/niecer eller fjernere slægtninge), og jo større formue, der efterlades, des mere er der naturligvis at spare.

Et eksempel:

Enkefru Sørensen efterlader sig en formue på 1 mio. kr. Hun efterlader sig ingen livsarvinger (børn, børnebørn eller oldebørn) og ønsker i sit testamente at tilgodese sine to niecer. I eksemplet er boafgiften beregnet efter fradrag af det bundfradrag, der er gældende frem til 2013.

Regnestykket ser således ud:

Bobeholdning                      kr.       1.000.000,00

Boafgift 15 %                       kr.          110.385,00

Tillægsboafgift 25 %            kr.          222.404,00

Dvs. niecerne får i alt kr. 667.211,00 til deling, og der betales kr. 332.789,00 i bo- og tillægsafgift til staten.

Fru Sørensen kunne her i stedet vælge at lade sine niecer arve et legat på det samme beløb – kr. 667.211,00 og samtidigt bestemme, at bo- og tillægsafgiften skal betales af den almennyttige forening. Regnestykket kommer i dette tilfælde til at se således ud:

Afgiftspligtigt legat               kr.          667.211,00

Boafgift 15 %                       kr.            60.467,00

Tillægsboafgift 25 %            kr.          151.686,00

Der betales altså i dette eksempel i alt i kr. 212.153,00 i bo- og tillægsafgift til staten, og derved opnås en besparelse på kr. 120.636,00. Dette beløb tilfalder så den almennyttige forening.

Løsningen har dog den ulempe, at den reelle medbestemmelse i dødsboet kommer til at være hos den almennyttige forening, idet niecerne ikke har nogen indflydelse på bobehandlingen, når de er indsat som legatarer. Dette vil sjældent være i overensstemmelse med testators ønske. Problemet kan afhjælpes ved at skrive ind i testamentet, at niecerne skal have stilling som arvinger i boet, sådan at de derved opnår en medbestemmelsesret. Alternativt kunne Fru Sørensen vælge en procentuel fordeling af arven mellem niecerne og den almennyttige forening. Ved en fordeling på 70 % afgiftsfrit til niecerne og restarven til den almennyttige forening (efter betaling af niecernes bo- og tillægsafgift), bliver resultatet som følger:

Afgiftspligtig arv til niecer     kr.           700.000,00

Boafgift 15 %                         kr.            65.385,00

Tillægsboafgift 25 %              kr.          158.654,00

Den samlede bo- og tillægsafgift bliver altså her kr. 224.039,00, hvilket giver en restarv til foreningen på kr. 75.961,00. Både foreningen og niecerne får i dette tilfælde status som arvinger men sådan, at det er niecerne, der har den afgørende medbestemmelse i dødsboet, idet de arver den største procentdel.

Du er meget velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker en uforpligtende drøftelse af dine muligheder!

Sitet drives af Advokatgruppen www.advokatgruppen.dk
Dudal Webdesign